Medlems login
Navn 
 
Adgangskode 
    Husk mig  
Post Info TOPIC: Og det er vi mange der mener af Arne Lykke Larsen


ADMIN - ALS FORUM

Status: Offline
Indlæg: 19
Dato:
Og det er vi mange der mener af Arne Lykke Larsen
Permalink Closed


Hvis det havde stået til Det Etiske Råd, havde vi formentlig aldrig fået indført køkkenknive, elektricitet, automobiler, asfalterede veje og mekaniske høstmaskiner. For ikke at nævne telefoner, som jo umiddelbart kan misbruges og fx måtte forventes at føre til udbredelse af telefonsex. Eller hvad med almindelig jernbanedrift, som jo klart måtte øge risikoen for at svage sjæle kunne blive fristet til at begå togrøveri.

      

Uha nej, så det må vi klart tage afstand fra og advare kommende generationer imod. Tænk bare på glidebaneeffekten og værdiskredet (medlemmer af Det Etiske Råd bruger, jævnfør vedtægterne, altid ordene "glidebane",  "glidebaneeffekt" og "værdiskred" når de udtaler sig).

      

I sagens natur er det selvfølgelig altid sundt at have en sund skepsis over for nye tekniske og videnskabelige tiltag som man ikke forstår. Desværre synes Det Etiske Råd at have en særlig evne til at fokusere på eventuelle uheldige konsekvenser i stedet for at se de positive muligheder.

      

Fx skriver de i marts 2001: "Elleve af rådets medlemmer finder, at menneskelige embryonale stamceller, som kan fås ved en kloningsproces eller fra æg befrugtet på almindelig vis, i princippet kan anvendes, såfremt der kan opnås substantielle fordele for sygdomsbehandlingen. Blandt disse medlemmer mener de fleste dog, at der ikke er noget påtrængende behov for på nuværende tidspunkt at tillade, at embryonale stamceller frembringes kun med henblik på forskning eller eventuelt sygdomsbehandling. Det skyldes, at behandling af alvorlig sygdom med stamceller endnu kun er en teoretisk mulighed, og at det kan udgøre et værdiskred at fremstille embryoner med andre formål end dette at blive til et barn".

Man tror næppe sine egne øjne når man læser ovenstående. Med andre ord, da det ikke allerede virker er der ingen grund til at forske i det. Med den form for argumentation kan man jo stoppe al forskning og udvikling!

Det er altså selve begrundelsen jeg harcelerer over; ikke deres etiske holdning. Den er de jo i deres gode ret til at have. Det etiske spørgsmål som vi alle, også vi der er ramt af en alvorlig livstruende sygdom, må tænke over og tage stilling til er om der i forskningen må bruges embryoner udover dem der er blevet tilovers ved reagensglasbefrugtning. Her er Det Etiske Råds holdning fortsat klar.

Fx skriver de i november 2002: "Medlemmerne af Det Etiske Råd er enige om, at det er etisk uacceptabelt, hvis et fosteranlæg skabes udelukkende som et middel og ikke også som et formål i sig selv. Skabelsen af et fosteranlæg med det ene formål for øje at høste stamceller fra det til forskningsbrug, hvorved fosteranlægget går til grunde, er for Det Etiske Råd udtryk for en uacceptabel tingsliggørelse af menneskeligt liv".

Det skal dog retfærdigvis siges at Det Etiske Råd siden har sagt god for adskillige forskningsprojekter med embryonale stamceller fra embryoner der netop er blevet tilovers ved reagensglasbefrugtning. Dette er formentlig sket i erkendelse af at de alligevel ikke kan stoppe udviklingen; kun forsinke og forkludre den. Forskningen i stamceller er da også i fuld gang både i Danmark og i udlandet.

Der er ingen tvivl om at stamcelleforskningen vil blive misbrugt; dog næppe på nogle af de trivielle og fantasiløse måder man forestiller sig i dag. Sådan går det nemlig altid med forskningen. Selvom effektiv behandling af ALS selvfølgelig ligger noget ude i fremtiden, er der omvendt heller ingen tvivl om at stamcelleforskningen vil føre til resultater, vi end ikke kan forestille os i dag. Sådan går det nemlig også altid med forskningen.

 

-- Edited by jlykke at 12:01, 2007-06-11

__________________
Page 1 of 1  sorted by
 
Hurtigt svar

Log ind for at skrive hurtigt svar

Tweet this page Post to Digg Post to Del.icio.us


Create your own FREE Forum
Report Abuse
Powered by ActiveBoard