Jeg er ven til en familie med en person med ALS, min ven er helt afhængig af hjælp og har tre ansatte. Jeg er kommet tæt på denne process, fordi jeg rent praktisk har været med til at ansætte og lave arbejdsplan.
Det er mit indtryk, at det er meget forskellige vilkår og ansættelsesforhold.
Kunne godt tænke mig at høre om andres erfaringer og også lidt om de forskellige vilkår, som hjælpere er ansat på.
Jeg undrer mig for eksempel over, at der ikke er et større pres i forhold til at få ordnede løn og ansættelsevilkår, idet jeg tror det ville gøre det lettere at rekrutere og fastholde gode folk.
Lad mig bare nævne løn under sygdom, varsel i forhold til afskedigelse, pensionsordning.
Der er sikkert meget mere, men lad mig høre om jeres erfaringer.
Det er korrekt at der er væsentlig forskel, kommunerne imellem. Min kommune forsøger at kører det hele efter FOAs overenskomst på området, dvs. mine hjælpere er aflønnet på samme vilkår. Det ville være en absolut fordel hvis lønrammen lagde fast f.eks igennem KL regi, så vil al jalousi være forsvundet.
Hvad angår pension er det først nu ved at blive trumpfet igennem, men iflg. mine info er der en del der skal arbejdes på endnu. Indtil da foreligger muligheden for at selv foretage indbetalinger til sin pension.
Mht. overenskomst på området "personlig hjælpere §77" er det meget svært hvis ikke umuligt, og undskyld mig godt det samme. Tænk dig du har en hjælper som vil følge en sådan overenskomst til mindste bokstav, dvs. mulighed for at nægte forskellige arbejdsopgaver, hvordan tror du en bruger vil reagere på det? Man skal tage jobbet for at først og fremmest at hjælpe, så må aftaler komme sekundært.
Jeg spørger altid i mine ansættelses-interviews, "hvorfor vil du være personlig hjælper"? og tro mig hvis svaret er anderledes end "for at hjælpe" så får man ikke jobbet.
Hej Tak for dit svar. jeg er langt hen ad vejen enig med dig i dine betragtninger, og ville ønske at alle kommuner tog udgangspunkt i FOAs vilkår. Har netop selv haft stor glæde af et samarbejde med FOA om en ansættelse, der var gået i hårdknude. Hvad angår en overenskomst, så skal den jo ikke laves for at begrænse, men for at sikre at begge parter har et fælles aftalegrundlag.. Tror godt det kan gøres, hvis der er vilje. Indtil nu har KL (kommunrnes landsforbund) været afvisende. Først og fremmest er vanskelighederne, som jeg er stødt ind i, at f.eks. uddannede social og sundhedsassistenter takker nej, fordi løn og ansættelsesvilkår er ringere end i hjemmeplejen. Kunne man bare nå frem til en form for ligestilling på det område ville det være en hjælp.
HEJ Det er da også fint nok, men min erfaring efter 25 år på arbejdsmarkedet er at ligegyldigt hvor gode intentioner man har, så er der altid nogle (Mange) der alligevel følger aftalen til punkt og prikke og så ødelægger alt for andre brugere. Vi skal ikke derhen hvor anarki råder! Nej, det der er vigtigst, er at sikre pensionsordningen vil blive en realitet på lønområdet, jeg er rimelig sikker på, det er derfor mange, som du siger, takker nej til jobbet. Du selv er efter min mening et sted på den forkerte sti, når du frembringer et ønske om ligestillingspolitik på området.
Undskyld’ mig, men jeg tror grunden til at mange også takker nej, ligger begravet et sted, med grundlaget i at man faktisk skal lave noget for lønnen, tag det ikke ilde op, men det er et faktum. Vi ved allezusammen at man helst vil tjene mindst en kvart million og alligevel kun ligge max 37 timer i det, og det ville da også være fint, men husk vi er altså handicappet 24/7. Jeg, personlig er kommet dertil hvor jeg ikke vil have dansk arbejdskraft mere, mine hjælpere er udelukkende fra Polen. Der er man tilfreds med lønnen, og det skal også pointeres at de hjælpere jeg har i dag, er her for at hjælpe "Nightingale style". Derefter kan vi tale om timer og løn - som forøvrigt er løntrin 9 i kommunal regi. Alt efter dansk arbejdsmarked aftaler på området.
Jeg har i dag tid til at være handicappet og lægge al min energi i at hjælpe andre med samme diagnose, i stedet for, som jeg havde det førhen med dansk arbejdskraft , at hele tiden at skulle forsvare det at skulle have hjælp, at konstant at skulle diskuterer timer /løn, hvad der altsammen var aftalt på forhånd og underskrevet af begge parter. Tænk på at man er kommet dertil i arbejdsmarkedspolitiken hvor man er begyndt at begrave sig selv, og så ved vi fra førhen at så kommer der nyt blod til. Misforstå mig ikke, for jeg er og har altid været i en fagforening, for først og fremmest at bibeholde en indkomst og sekundært at have mulighed for at kunne føre en evt sag overfor en arbejdsgiver, ikke omvendt. Men det er min mening og indstilling og det er ikke det, det handler om.
Jeg har arbejdet som Hjælper nogle år. Jeg oplever mit job som positivt og livsbekræftende. Det kan giver nogle sjove og pudsige oplevelser, når man skal lære sin Chef at kende. Chef og Hjælper skal forstå at opleve misforståelserne positivt, selvom det måske er træls, når det står på. Begge er nød til at besidde en god portion humor, det kan ikke nytte, at man er for nærtagende.
Man skal gøre sig helt klart, hvad man tænker, når man møder den person, der måske bliver ens Chef. Kan man lide vedkommende. Hvad med familien der følger med. Kan man holde den ud. Er man i tvivl, skal der måske en samtale mere til, før man takker ja eller nej.
Jeg var til en jobsamtale engang, Chefens ægtefælde meddelte mig, at det var min pligt, at møde på jobbet, når der blev ringet efter mig. Jeg havde jo ingen overenskomst og det var synd for Chefen, hvis hjælperne ikke gjorde som der blev forlangt. Lidet kunne ægtefælden vide, at jeg ikke kan arbejde for en Chef det er synd for.
Overenskomst og løn kan sagtens blive bedre. At være Hjælper er ikke en guldgruppe, men det er et dejligt arbejde.