Medlems login
Navn 
 
Adgangskode 
    Husk mig  
Post Info TOPIC: Vederlagsfri fysioterapi: Løsninger på vej


ADMIN

Status: Offline
Indlæg: 74
Dato:
Vederlagsfri fysioterapi: Løsninger på vej
Permalink Closed


 

Ny aftale om vederlagsfri fysioterapi betyder, at vi får erstattet et hullet kludetæppe med ét samlet tilbud.

Af Jeppe Sørensen, sundhedspolitisk konsulent i DSI

Det er veldokumenteret, at mange mennesker med handicap har stor gavn af fysioterapi. Det kan være til genoptræning af tabte funktioner, til vedligeholdelse af de nuværende funktioner, eller det kan være forebyggende. Men der har længe været problemer med de efterhånden mange forskellige ordninger, som fysioterapien er blevet leveret efter.

Samlet set har de forskellige indgange til fysioterapi udgjort en uigennemskuelig og usammenhængende regeljungle. Det har betydet, at behandlingen ikke er blevet leveret på den mest optimale måde, den mindst ressourcekrævende måde. Og at mennesker, der kunne have haft gavn behandling, ikke har fået den tilbudt.

Omfanget af den offentligt finansierede fysioterapi, den såkaldte "vederlagsfri fysioterapi", har naturligt nok været voksende i takt med en stigende erkendelse af behandlingens gavnlige effekter. På samme måde som man har set med mange andre behandlinger i sundhedsvæsenet. Erkendelsen har dog ikke bredt sig lige hurtigt overalt i systemet, og de stigende udgifter har vakt politisk bekymring.

Tusinder uden behandling

I det lys blev der i 2005 udsendt en ny vejledning på området, der præciserede, hvad der kræves for at få adgang til den vederlagsfri fysioterapi. Den "præcisering" medvirkede til, at ca. 4.400 er "faldet ud" af ordningen.

I sommeren 2006 blev adgangen så yderligere indskrænket. Sundhedsstyrelsen besluttede at fjerne den dispensation fra de gældende adgangskriterier om et "svært fysisk handicap", der hidtil havde givet personer med sklerose og ALS mulighed for at modtage fysioterapi. Argumentationen var, at andre grupper også kunne have gavn af en lignende dispensation! I stedet for så at inkludere disse grupper i ordningen, valgte man altså at gøre den "lige dårlig" for alle. Og så startede kampen om fysioterapien for alvor.

DSI mobiliserede sammen med de berørte medlemsorganisationer alle gode kræfter for at få annulleret den urimelige beslutning i Sundhedsstyrelsen. Lydhørheden blandt politikerne var imidlertid særdeles begrænset, og situationen virkede fastlåst. Lige indtil ugen før påske, hvor tingene pludselig tog fart. Nu skulle den vederlagsfri fysioterapi have den længe tiltrængte overhaling.

I løbet af et par dage lykkedes det for regeringen og Dansk Folkeparti at blive enige om en større revision. DSI blev løbende involveret i drøftelserne og opnåede derigennem indflydelse på centrale dele af aftalen, der i vores øjne danner et godt grundlag for at sikre en bredere og mere sammenhængende fysioterapi fremover. Aftalen kan beskrives som en slags tre-trins-raket bestående af følgende elementer: 1) Mere information, 2) forbedret adgang til forbedret fysioterapi og 3) fysioterapien skal til hovedeftersyn.

Forbedret adgang

Første trin bliver at udsende information til både brugere og relevante sundhedspersoner om de forskellige muligheder, der i dag findes for at få fysioterapi. Dette kan i sig selv hjælpe nogle af de, der af forskellige årsager er røget uretmæssigt ud af den vederlagsfri fysioterapi som følge af de seneste præciseringer og stramninger.

Andet trin skal give en forbedret adgang til en forbedret fysioterapi: Aftalen sikrer, at der allerede fra 1. januar 2008 vil være mulighed for, at flere personer med handicap kan komme ind i den vederlagsfri fysioterapi. Hvor man førhen skulle have et "svært fysisk handicap" for at få adgang til ordningen, bliver det nu tilstrækkeligt at have en sygdom, som "indebærer et forudsigeligt tab af funktionsevne, og for hvilke det kan være vigtigt at indlede fysioterapi tidligt for at forhale forringelse af funktionsevnen".

Aftalen giver altså mulighed for, at man fremover også kan få forebyggende fysioterapi, hvilket længe har været på handicaporganisationernes ønskeliste.

Udvidelsen af adgangen vil som udgangspunkt ske som holdtræning - under forudsætning af, at de fysiske og/eller individuelle omstændigheder tillader det. Samtidig skal det nuværende kriterium om "et svært fysisk handicap" diskuteres, og parterne skal ifølge aftalen undersøge, om der kan findes en anden definition, som bedre beskriver kravene til den funktionsnedsættelse, som skal give adgang til vederlagsfri fysioterapi.

Kommunalt ansvar

Aftalen placerer ansvaret for den vederlagsfri fysioterapi i kommunerne. Dermed skal sikres en bedre udnyttelse af ressourcerne og tilstrækkelige behandlingstilbud i lokal-områderne. En samling af det såkaldte myndighedsansvar gør det også muligt at skabe bedre sammenhæng til andre relevante kommunale tilbud, f.eks. rehabilitering og forebyggelse.

Aftalen understreger, at vederlagsfri fysioterapi skal gives som "en sundhedsydelse med effekt". Det har været vigtigt i hele forløbet at få understreget, at fysioterapi er en sundhedsydelse. Det ændrede myndighedsansvar betyder således ikke, at det fremover er socialforvaltningerne i kommunerne, der skal bestemme, hvem der får adgang til vederlagsfri fysioterapi. Det er og bliver lægen, der afgør, hvem der får adgang.

Ændringen betyder heller ikke, at behandlingen flyttes fra de privatpraktiserende fysioterapeuter til den kommunale fysioterapi. I praksis vil brugerne af vederlagsfri fysioterapi altså ikke nødvendigvis opleve nogen som helst ændring i forbindelse med det ændrede myndighedsansvar.

Kvalitetsreform

Endelig siger aftalen, at det skal undersøges, om alle former for vederlagsfri fysioterapi kan blive samlet under én lov: Sundhedsloven. Det er vanskeligt for alle parter at finde rundt i den nuværende regeljungle, der spreder sig over flere love. Det vil gøre området mere gennemskueligt, hvis reglerne samles i én lov.

I den sidste del af aftalen forpligter regeringen og Dansk Folkeparti sig til at drøfte med DSI, hvordan man kan tilrettelægge en kvalitetsreform i forhold til det samlede tilbud om vederlagsfri fysioterapi. Denne del af aftalen forventes først at træde i kraft fra 2009 og sigter på at gøre den kommende reform fremtidssikret, bl.a. gennem øget faglig specialisering og kvalitetsudvikling af den fysioterapeutiske behandling.

Det er ikke alle spørgsmål, som er afklaret med den nye aftale, men DSI sidder med ved bordet i den kommende udmøntning, hvilket giver gode muligheder for, at handicaporganisationerne også kan få indflydelse på det endelige resultat.

Med den nye aftale kan vi, i hvert fald indtil videre, indstille kampen om fysioterapien og give arbejdsro til den kommende udmøntningsproces. Både fordi aftalen betyder, at flere vil få adgang til vederlagsfri fysioterapi her og nu (som følge af informationen), og fordi endnu flere sikres adgang fra 1. januar 2008. Samtidig udgør aftalen et rigtig godt grundlag for en langsigtet udvikling og forbedring af den fysioterapi, som ca. 50.000 personer nyder godt af hvert år.

 



__________________
Mvh Tommy R.Pedersen
Page 1 of 1  sorted by
 
Hurtigt svar

Log ind for at skrive hurtigt svar

Tweet this page Post to Digg Post to Del.icio.us


Create your own FREE Forum
Report Abuse
Powered by ActiveBoard